I eftersommeren i det Herrens år 1973 kom min barndomsveninde, Birthe, og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at starte sammen med hende til tambourkorps. Jeg anede mildest talt ikke, hvad man lavede sådan et sted – faktisk er jeg ikke engang sikker på, at jeg kunne udtale ordet tambour-korps!! Sagen skulle bare først forelægges for mine forældre: Min mor havde, så vidt jeg husker, ikke så meget at sige om den sag; men min far var helt oppe på mærkerne: ”Det der tambourkorps er et FDF tambourkorps – det er kun for drenge!” ”De vil ikke have dig!” ”De sender dig hjem igen!” Med en 10-årig piges logik forkyndte jeg herefter, at jeg havde en aftale med Birthe om at mødes med hende ved FDF-huset, og det kunne jeg ikke bare blive væk fra. Og hvis de der drenge ikke ville have os der, så kunne de jo bare sende os hjem igen! Og så gik jeg afsted …… og kom aldrig hjem igen, kunne man næsten fristes til at sige; for Birthe, Linda, Lene og jeg fik lov til at blive i tambourkorpset!
Vore instruktører, Poul, Tommy og senere John, var flere gange ved at gå ud af deres gode skind, når teenagehormonerne senere sendte os, de tossede tøser, ud i et fnise-flip. Men deres totale mangel på forståelse for den slags udpræget tøsede særheder tvang os nu ret hurtigt til at få styr på flippene. Bortset fra det, blev piger og drenge i tambourkorpset behandlet ens. Det var først, når vi bevægede os ud i resten af FDF-kredsen, at problemerne med det at være pige i en drenge-kreds opstod.
FDF-lederne tolererede os, fordi vi måske kunne gøre det mere interessant for f.eks væbnerne at blive hængende i kredsen lidt længere, fordi der nu også var piger at se på! Bestyrelsen havde ganske givet et ambivalent forhold til det faktum, at korpset havde optaget piger i kredsen. På den ene side var de selvfølgelig glade for, at korpset (og dermed også kredsen) på den måde fik nyt blod og voksede, men på den anden side var der jo også en ældgammel aftale om, at piger skulle gå til KFUK og drenge til FDF.
En del af førerne i KFUK benyttede da også enhver lejlighed til at prikke på skulderen af FDF-lederne og gøre opmærksom på, at ”pigerne skulle gå med den grønne KFUK-uniform.”
Heldigvis valgte både lederne i korpset og i bestyrelsen at vende det døve øren til snakken om den grønne uniform, og de lod os piger spille i FDF-uniformen på lige fod med drengene. Et var jo så at lade pigerne spille i korpset sammen med drengene én gang om ugen og til arrangementer rundt om i landet. Noget ganske andet var at deltage i kredssommerlejrene!
I 1976 var der faktisk ved at være temmelig mange piger med, og man kunne ikke blive ved med at gå rundt med skyklapper for øjnene og lade som om, at pigerne ikke eksisterede om sommeren! Specielt ikke efter at en mor (og hustru til et FDF-bestyrelsesmedlem) havde påpeget, at pigerne kunne inviteres med og blive ”indlemmet” som væbnere/seniorer på lejren. Desuden ville det øge antallet af deltagere og få turens økonomi til at hænge bedre sammen!
Så pigernes allerførste sommerlejr med kredsen var på Bornholm i 1977. Nu skulle man måske tro, at dette postyr med piger i FDF og i blå uniform ville være overstået i løbet af 5-6 år; men nej, det var en meget sejlivet sag. Stor var min forundring nu alligevel, da jeg efter et par år i udlandet kom tilbage i sommeren 1986 og ude i foyeren hørte tropsføreren for KFUK endnu engang påtale uniformssagen for den daværende kredsleder!
Faktisk skal vi helt frem til ca. 1990 før KFUK tilsyneladende havde smidt håndklædet i ringen, og FDF Bording endelig havde accepteret, at piger kan deltage i det almindelige klassearbejde også (ikke blot som tambourkorps-instruktører og tumlinge-ledere!).
Af Marianne S. Ovesen