På et førermøde hos Svend Zink engang i 1964 fik jeg bemyndigelse (læs ordre) til at indkøbe trommer og fløjter, (vistnok 3 stk. af hver). Da jeg selv slog mine ungdommelige folder i et FDF orkester i Kolding, var det vist meningen, at man i Bording ville starte et orkester også. Som ”orkestermand” kunne jeg jo kun bifalde dette; men da det kom til stykket havde man forlagt den eneste trækbasun, som muligvis fandtes, og det ville være en alt for dyr og møjsommelig affære at starte et orkester op. Derfor blev det besluttet, at man ville stile efter den billigere og ret ny-opfundne musikvariant: Tambourkorps.

Første “Oficielle” billede fra stævnet i Odense, 1969

Efter at de første instrumenter og de dertilhørende ”instrumentførere” var skaffet til veje, gik vi ellers i gang med at buldre løs. Ret megen forstand på trommer havde jeg ikke, så drengene måtte i begyndelsen nøjes med pr. gehør at lære en trommemarch, som jeg flere år tidligere havde hørt i orkestersammenhænge. Fløjterne startede på de sorte bakkelit-fløjter. Også her var det nyt land for mig, men ved hjælp af de  medfølgende grebstabeller blev drengene da i stand til at spille et par skalaer.

Efter disse første indledende øvelser med hensyn til at ”larme” skulle vi også lære at marchere – det er jo ikke nok kun at kunne larme, vi skulle også se ud af noget! Jeg havde skaffet en aftale med min svoger, Agner Lauritsen, om, at der lige blev ryddet en sti i det yderste rundt i hans smedeværksted oppe på BORGAN. Instrumenterne blev spændt på, og der blev øvet venstre, højre, venstre, højre i takt, og lidt senere skulle der så slås på tromme SAMTIDIGT med, at man gik i takt!

Første gang, vi var ude og spille officielt, var i forbindelse med en nytårsparade (det må haveværet i 1966), hvor vi skulle gå til en gudstjeneste i Christianshede kirke. Det gik fint nok den første kilometers penge, men så kom vi efterhånden ud på landet, hvor der ingen læ var for den storm, som rasede den dag: Trommerne blæste næsten helt om på ryggen af gutterne, og selvom de kæmpede en brav kamp, så var det umuligt at gøre bare en nogenlunde god figur; jeg forbarmede mig da også over dem til sidst, og de blev herefter fritaget for at skulle bære instrumenterne resten af vejen på den tur.

Det har nok også været i 1966, at vi skulle til stævne i Randers. Jeg smed alle drengene i bilen og vi kørte til Randers. På vejen derop ville vi tage et hvil (rygepause!) i Laurbjerg. Her var der nogle høje skrænter, som drengene selvfølgelig skulle op ad, og så på vejen ned faldt Laumann så uheldigt, at han brækkede fløjten. Bakelit er et ret porøst materiale, så fløjterne tålte ikke så meget. Hvordan selve stævnet gik, husker jeg ikke; men jeg formoder, at Laumann lånte en fløjte af en af instruktørerne, så han trods alt fik lidt ud af stævnet.

Umiddelbart efter stævnet så jeg mig desværre nødsaget til at overgive chef-tøjlerne til Lasse Bundgaard, idet de andre projekter i Bording FDF (herunder opførelsen af et nyt FDF-hus (en gammel tysker-barak fundet i Ikast)) krævede al min fritid.

Hele kongerækken af tambourkorps-chefer kender jeg selvfølgelig ikke, men noget siger mig, at Lasse Bundgaard var den første arvtager efter mig. Herefter fulgte så Poul E. Pedersen, og derefter Søren Staghøj.

I betragtning af at tambourkorpset nu har mere end 40 år på bagen, har der ganske givet været endnu flere chefer, end dem jeg lige er bekendt med, men det ændrer intet ved, at jeg er glad for og stolt over at have været med til i sin tid at starte et tambourkorps i Bording. At korpset er gået hen og er blevet så gammelt vidner i høj grad om, at udgangspunktet med børn, der lærer musik/noder (= bruge hovedet) og at marchere (= bruge kroppen), er et ganske fornuftigt produkt, der selv efter så mange år stadig kan begejstre børn og unge. Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været rigtigt stolt over, at samtlige mine fire børn i en pæn årrække alle har været ”fanget” af denne interesse – helt uden at jeg skulle puffe dem i den retning!

Så selvom jeg formelt slap tøjlerne for ca. 40 år siden, har jeg nu alligevel haft mulighed for at følge med fra sidelinjen i de mellemliggende år. Og der har da været både spændende ting (medlemstilgange) og triste ting (medlemsnedgange), udfordrende ting (arrangementer og rejser) og masser af hårdt arbejde (nodeterpning, marchtræning osv.) – men sådan er selve livet jo: Det går op og det går ned, nogle dage er seje at komme igennem, medens andre bare går som en leg. Nogen siger, at det først er i modgang, man kender sine venners værd, og i sammenhængen med tambourkorpset må vi nok sige, at den har bevist sin store værdi; der er nemlig rigtig mange af de tidligere medlemmer, som her mange år efter stadigvæk har kontakt til hinanden. Det synes jeg er rigtig flot.

Af Ove S. Ovesen